fredag den 15. april 2011

Nu hører jeg med til det modne publikum....

Det kan jeg læse i artikllen HER. 
Og det er ikke fordi det gør noget at blive "gammel", hvis bare man gør det med INDHOLD.
Jeg kunne ikke anmelde Torben Wahlstrøms nye cd "ligkistemagasinet" meget bedre end de gør her i artiklen:
Og jeg citerer:
"Et par af dem (sangene) kunne meget vel få en plads i højskolesangbogen. Men som kontrast finder man på det aktuelle album også nogle mere personlige og til tider næsten provokerende sange. Mefistos sang og Ligkistemagasinet, som har været sendt ud som singleudspil, er netop eksempler på dette.
Torben Wahlstrøm har en evne til at beskrive sine oplevelser i detaljer på en måde, så man føler, man selv er til stede her og nu. Det kan være den smukke melankolske efterårsstemning, det kan være stærke minder fra barndommen eller beskrivelsen af det moderne menneske med fri sms og taletid, siddende i sofaen uden kontrol over andet i livet end fjernbetjeningen til TV´et."


Der er så meget godt at fortælle om  musikken og ikke mindst Torben Wahlstrøms fantastiske tekster. De fleste er hele fortællinger. Sangene på hans nye cd er ørehængere...den ene efter den anden.
Jeg hører dem til og fra arbejde hver dag og har gjort det den sidste måneds tid....fra jeg fik cd'en i hænde.
Og uden at ville fornærme nogen, så er den her folk-cd bare niveauer over dansktoppens ligegyldigheder.

Du får her teksten til den der er gået mest rent ind hos mig:


Mefistos sang

Jeg er øjenvidne til mit eget liv,
Jeg er samlelinse jeg er perspektiv.
Jeg er ude, luk mig ind.
Jeg har fri SMS og taletid
og mit liv er fyldt med tidsfordriv
Jeg er i et spind

Jeg er tyk og fed
Jeg er styg og led
Jeg er træt af livets kedsomhed
Jeg er alene i min skal
Jeg er født til sofaens bløde stof
og der skal 20 mand til at få mig op
For jeg er faldet, i forfald

Jeg er uden blod og syg i sjæl og krop,
Jeg er uden rod og rådner langsomt op.
Jeg har solgt mig til Mefisto selv
Og langsomt slår jeg nu ihjel.

Jeg smadrer spejlet til min fortovs café
Jeg er helt forfejlet det kan du vel se?
Jeg er alene og fuld af angst
Jeg kan mærke angsten på min hud
Jeg kan mærke længslen efter Gud
Jeg er fisker uden fangst.

Jeg er splid og kiv
Jeg er spild af liv,
Jeg har ingen ven, der råber bliv
Jeg er nede i et hul
Uden lys og liv fra himlens sol
og jeg synker gennem min lænestol
Foran skærmen på mit gulv
  
Jeg er uden blod og syg i sjæl og krop,
Jeg er uden rod og rådner langsomt op.
Jeg har solgt mig til Mefisto selv
Og langsomt slår jeg nu ihjel.

Min hud er skamferet min gud camoufleret
Jeg er alkoholiseret og prostitueret
Jeg er sexfikseret og glatbarberet
Jeg er deprimeret og dehydreret.
Jeg er negliseret og nedvurderet.
Jeg er dybt frustreret og selvcentreret
Jeg er eksploderet og bæltefikseret
så jeg er gangbesværet
Men sangbeæret, jeg er
uden liv og uden lyst
Men jeg har dog hjerte i mit bryst
Der synger for dig.


Musik/Tekst: Torben Wahlstrøm

 Den tekst kan i den grad få mig til ikke at synke ned i stolen.....
HUSK: Det går lidt lettere med "lys og liv fra himlens sol"
.
God weekend
og jeg GLÆDER mig til at komme ud i bilen om lidt og køre hjem fra arbejde
med Torbens skønne sange i ørerne.


Når jeg selv ved hvor, skal jeg sætte et link på til køb af cd'en, hvis nogen skulle få lyst.

1 kommentar:

Josefine sagde ...

Hvor sjovt, det er en af mine gamle underviser, og han var, min lillebrors klasselærer. Det er en god tekst, vil da vildt gerne høre den sang, håber du finder et link.
Rigtig god påske.
Mvh. Josefine