Forleden eftermiddag/aften havde vores 8 årige datter en klassekammerat med hjem.
De muntrede sig på naboens nedgravede kantsikrede trampolin. Og som sådan en ting skal være, så lavede gæstebarnet en eneulykke og faldt forkert lige midt på trampolinen. Albuen var gået af led og armen sad helt forkert.
Billedet er af Karolines arm sidste år
Og nu er det så jeg spørger mig selv bagefter....." Skal man bruge de yderste (og dyreste) muligheder vores samfund tilbyder og ringe 112 en anden gang"?
Min mand ringede op til lægevagten (som man jo skal for at få lov at køre på skadestuen) og imens ringede jeg til pigens mor for at få et CPR. nummer (som man jo skal have klar for at man må ringe op).
Beskeden i telefonen var: " Du er nummer 9 i køen...."
Og bedst som han var blevet nummer 1 i køen smed systemet ham af. "Du er nummer 4 i køen".....
Nu er det man er ved at være desperat, alt mens minutterne går og barnet har frygtelig ondt.
Jeg insisterede på bare at køre uden at have fået kontakt, for jeg kunne se hun var ved at gå i sort, med stor-klaprende tænder og støn.Og hun var ikke engang mit eget barn, og en jeg skulle pase på og havde ansvar for.
Hun var tapper. Hun er 8 år og var helt vildt tapper.
Vi kørte i lynets hast til akutmodtagelsen (Nyt navn at lede efter, mens man har travlt, men vi vidste fra sidste års brækkede arm hvor det, der før hed skadestuen er). Nærmest kastede bilen foran indgangen og hjalp hende ind.
Og herfra tog eksperterne over, hurtigt og effektivt. Smertestillende medicin, støttegibs og trøst og aen og klap fra mig imens vi ventede på, at hendes mor nåede frem. Og senere samme aften blev armen sat på plads under fuld narkose.
Nu er det jeg bliver i tvivl som borger.
Skal vi klare alting selv, og vente 10 min. i telefonen, eller hvornår kommer ambulancen hvis vi vælger 112 i stedet?
Sidste vinter sad min ældste datter 8 stive timer på samme skad....jeg mener AKUTMODTAGELSE
med en brækket arm og ventede.
Det er lige før jeg bliver politisk.
