Er det mon efterårs vemod?

Ikke at det nu skal udvikle sig til en klynke blog.
Men jeg ved bare ikke om det er det begyndende efterår?
Jeg har bare været så vemodig denne weekend.
Sådan ked af det uden at vide helt hvorfor.
Jeg har ryddet ud og ind i skabet i stuen, og i samme omgang også ryddet op i mit kreative skab.

Og pludselig faldt ti-øren.
Det er Wenche. Lige meget hvad jeg flytter på så minder det om Wenche, Dage med  Wenche, ture med Wenche. For hun har været en stor del af mit liv i over et år, og i morgen flytter hun
HELT OVER PÅ DEN ANDEN AF SIDE STOREBÆLTSBROEN.
Jeg kan ikke mere lige kigge forbi. Lige hente eller sætte noget af.
Pigerne kan ikke lige lege, mens vi voksne leger med vores garn og stof imens.
Ikke lige lige få dagens inspiration af hinanden.
Jeg kommer til at savne det.
Jeg savner det allerede bare ved at tænke på det.
Lige nu kan jeg ikke se, at noget nyt altid bringer noget godt med sig..det plejer ellers at være mit motto.
Tænk, jeg har kun kendt hende i lidt over et år. Det begyndte her på bloggen. Jeg har det som om vi har kendt hinanden altid.
Tillad mig at være lidt vemodig...måske bare et par dage, måske meget længere!