søndag den 28. april 2013

Tal om det!!!!

Min blog må meget gerne også være et debatforum....det er mest fordi jeg synes at de budskaber der lige nu er i reklame/det virale billeder er så gode, at jeg har lyst til at dele dem med jer. 
Og fordi bloggen er et fint talerør ud til en masse mennesker samtidig.
Hvem har ikke siddet i en gruppe som pigerne her, og slet ikke fattet, at en i gruppen er stille, fordi de føler sig ensomme eller udenfor?
Der er flere måder at gribe emnet an på, men en af dem kunne være at opfordre til at "gribe fat i hinanden". Psykiske problemer skal altså ikke være et tabu. Hvor langt er det lige vi er nået i verdensudviklingen? Og hvor meget er det mennesker skal klare alene?
Ville gerne have langt flere debatter af denne slags med jer bloglæsere. Så hermed er opfordringen givet videre....se jer omkring og tal med "jeres unge" om det. 
Og jer der har følt det på egen krop er mere end velkomne med indlæg.
<3 <3 <3
With Love
Karen
UPDATE:
Her kommer link til et par af de piger der har skrevet til mig:
Ondt i livet
Hvordan takler jeg min sygdom

7 kommentarer:

Albertemor sagde ...

Kære Karen. Kan kun være helt enig med dig. Det sidste år har jeg haft en depression og hvor har jeg oplevet mange som har været bange for at tale om det. Jeg har været meget åben om min sygdom, men må også konstatere at det hat kostet nogle venskaber. Nok mest fordi folk har taget afstand i stedet for at tale om det. Jeg håber at samfundet med tiden vil blive mere åbent. Og ikke gemme sig bag skærme/telefoner etc.

Helena sagde ...

Karen jeg er helt enig med dig. Er selv en ung pige på nu 25 år som har kæmpet i 13 år med spiseforstyrrelse anoreksi. Jeg har til tider følt mig meget ensom, hvilket heller ikke har gjort det lettere med en spiseforstyrrelse. Heldigvis har jeg altid været meget kreativ, så det har plus min skønne familie selvfølgelig været med til at holde mit mod og lyst på livet. Jeg har lavet lidt indlæg om det at have en spiseforstyrrelse på min blog, som du er mer end velkommen til at læse eller henvise til, hvis du gerne vil det. Jeg synes netop, som du også skriver, at det er vigtigt at få åbnet op omkring disse oftest tabubelagte emner. Mvh helena

Elfepigen sagde ...

Vel gjort Karen.
Det er SÅ vigtigt at tage fat på det emne. Jeg er vokset op med en storebror som har psykiske problemer og trods aldersforskel på otte år så var det tit mig der gik efter dem der mobbede ham og fik skældt dem ud for det. Trods alle de år det er siden,så er det stadig stort tabu.....men som du siger "snak om det" så kan der måske reddes nogle sjæle.

Knus og kram herfra.

Majbrit sagde ...

Jeg har lidt af angst siden 1998, men fik hurtig hjælp og har lært at styre det. For et par år siden løb jeg så ind i en depression, heldigvis havde jeg en vågen og dedikeret læge, så jeg kom mig over det. Jeg har lært at styre angsten og arbejder i dag fuld tid og lever livet og nyder det :)

strikkestine sagde ...

Kære Karen!
KJeg har netop i sidste uge posted et blog om min egen depression... for vi skal tale om det! Og vhorfor vores samfund er skruet sådan sammen at flere får psykiske mén, og atr det hovedsagligt er kvinder!!!! Du må meget gerne læse og henvise til mit indlæg... jeg er ikke færdig med at skrive om emnet!!
Solhilsner
Stine

karen margrethe Lohse Nielsen sagde ...

Tror desværre at "skjulte handicap,s" er svære ar få frem i lyset.
Kender det fra mig selv, man bliver nemt mistænkt for at simulere for at unddrage sig f.eks. at arbejde eller tage ansvar.
Nu er man endda begyndt at bruge træning og kostændring for at få folk ud af deres dårlige livsstil, som måske i nogle tilfælde også kan skyldes skjult depression eller anden psykisk sygdom.
Nej jeg skal ikke gøre mig klog på hvad der er op eller ned i de spørgsmål, men at snakke SAMMEN om tingene er jo første skridt på vejen.
Men det er en stor skude der skal vendes, og nu hvor flere og flere får en diagnose er det ekstra nødvendigt.
Dejligt du tager emnet op, og vi skal have rigtig mange fora hvor det bliver synliggjort.

KH bedstemorkaren

Sanne Nørby sagde ...

Hej karen.
Jeg har en kronisk nyresygdom og har det sidste 1,5 år ca været i dialyse hver nat og skal nu om 14 dage transplanteres.
Jeg har til tider følt mig alene med min sygdom, for man møder ikke så mange som sig selv. Oftest kan man ikke se på folk at de er nyresyge, men det giver kæmpe ændringer i ens liv. Inspireret af alle de blogs som jeg i starten besøgte som inspiration til hækle og strikke opskrifter, heriblandt din, har jeg nu lavet min egen blog som handler om mine oplevelser som nyresyg.
Hvis man har lyst til at kigge forbi og blive klogere hedder den "nyreliv.blogspot.dk"
Vh Sanne