Jeg stor elsker septembers blå himmel, gyldne sol og duften af høst i vores have.
Og så hører jeg, sådan næsten pr. automatik "Septembers himmel er så blå" for mit indre øre.
Ida Katrines klasselærer (Torben Wahlstrøm) skriver de skønneste sange, du ved, sådan lige tilpas melankolske til at jeg er helt med.
Desværre ligger Torben Wahlstrøms skønne: "Nu dufter det af efterår" ikke ude i cyberspace, til gengæld kan du lytte til:
"Den gode soldat" eller "øjenvidnet" HER
"Hver stubbet mark vi stirrer på,
SvarSletstår brun og gul og gylden
og røn står rød og slåen blå
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have
så rig er årets sidste flor
oktobers offergave"
Jeg måtte lige skrive et af de vers fra den sang, som jeg også uvilkårligt kommer til at tænke på i disse dage. Den passer da også perfekt på dig, for der er næsten ikke en strofe uden at farver bruges i beskrivelsen.
Med tak.
Dén sang er osse en del af mit eget indre lydspor i disse dage. Da jeg gik i skole hos din far, var et af versene fra sangen "mit" vers, som jeg sku sige i klassen (jeg husker det som om det var hver onsdag morgen... fordi jeg var født på en onsdag - og jeg HADEDE og GRUEDE for de dage, for jeg var ikke ret glad for at være "på" og skulle ses... men nu som voksen kan jeg jo godt se, at lige netop dét har været med til at gøre mig til den jeg er i dag - og give mig mod og lyst til at være på!) Mit vers var det der går sådan her:
SvarSlet"At flyve som et forårsfrø/ for sommerblomst at blive/ er kun at visne for at dø/ kan ingen frugt du give./ Hvis modenhedens milde magt/ af livet selv du lærte/ da står bag falmet rosendragt/ dit røde hybenhjerte." Måske husker jeg det ikke helt ordret korrekt - men det er tæt på ;-) Go septembersøndag til dig og dine! KH Lisbeth